Kultur
Af Mette Bovin
De 9 største og vigtigste etniske grupper i Niger er Hausa, Zarma og Songhai, Fulani (kalde Peuls på fransk), Tuareg (Kel Tamachek), Kanuri, Tubu, Buduma, Maurere (arabere), Shuwa-arabere, og andre (europæere og folk fra andre afrikanske lande. Men der er også undergrupper af etniske grupper. Det følgende gren-diagram/ skema viser hvordan. Etniske grupper kaldes også noget forskelligt, afhængigt af, hvem der taler om dem. Så de etniske termer (ord) er forskellige fra egn til egn og fra gruppe til gruppe.
Zarma og Songhai bor mest i syd-vest Niger, Songhai er de gamle adelige og Zarma almindelige borgere, men ofte kaldes de Zarma som en fællesterm. Tuaregerne, der kalder sig selv Kel-Tamacheq ( de Tamacheq-talende folk) lever i Sahara-ørkenen og er (var) dromedar-nomader i det nordlige Niger. Tuaregerne er delt hierarkisk i 3 kaster: adelen som er lyshudede, håndværkerne (smede, lædermagere) og de forhenværende slaverne. Disse sidste, som er sorthudede, kaldes ”Buzu” af andre folk i Niger. Hausa-folkene som er agerbrugere og handelsfolk, bor især i det sydlige Niger i og omkring den gamle hovedstad Zinder, kaldet Damagaram, som er et stort sultan-dømme. Fulani folkene er nomader eller agro-pastorale folk og findes spredt i hele Niger. Fulani kaldes ”Peuls” på fransk, og kalder sig selv Fulbe. Disse er igen inddelt i undergrupper, bl.a.efter deres livsform, i Fulbe-Siere (bofaste Fulani) og Fulbe-Ladde (bush-Fulani), som er kvægavlere og nomadiske. De nomadiske Fulber er igen delt i Wodaabe (kaldet ”Peuls Bororo” af franskmænd) og Mbororo’en og Udda’en, osv. Kanuri folkene, der bliver kaldt ”Beri-Beri” af de andre folk vestpå , bor i det sydøstlige Niger. De er delt i undergrupper: Manga, Mobber, Sugurti, Kwoyyam, og Kanembu. Tubuerne er dromedar-nomader i det aller østligste Niger, mod grænsen til Tchad Republikken og Libyen. Shuwa-araberne vandrer også i det østlige Niger med deres store drommedar-flokke eller fåreflokke, de er vandret ind i Niger østfra: fra Tchad og Sudan.
Regeringen i Niger gør meget ud af at samle de mange etniske grupper under én identitet: ”Vi er alle borgere i Niger” er parolen.
Nigers befolkning har også et fællesskab via religionen. De er muslimer (98 % af befolkningen), så religionen Islam er fælles for de fleste mennesker. Kun udlændinge og nogle få nigere er kristne eller har andre religioner. Den retning, som er almindelig i Niger, er Sunna Islam.
I de senere år er en islamistisk bevægelse begyndt at dukke op i Niger, som kaldes Izala. Den startede i storbyen Maradi og kom over grænsen fra Nordnigeria. Mænd i Izala familier lader skægget vokse og bærer kortere bukser end andre muslimer, og de har lidt andre skikke ( bønne-tider osv.) end andre nigériens. Kvinder i Izala familier bærer stor kjortel, der dækker håret og kroppen helt, men deres ansigt er utildækket. Der bruges ikke burka som i Afghanistan i Niger.
De fleste mennesker i Niger taler lidt hausa-sprog. Hausa er lingua franca, fælles-sprog,i Niger - nærmest som engelsk er fællessprog i Europa. Folk fra alle etniske grupper i Niger taler først deres eget sprog (eller både modersmål og fadersmål), men lærer hurtigt at tale noget hausa (som andet-sprog eller tredje-sprog) med børn i nabolaget, som har andre etniske baggrunde end deres egen. Det fjerde sprog, mange børn lærer, er fransk, som er skole-sprog og regerings-sprog, fordi Frankrig koloniserede Niger. Arabisk læres også af mange, i koran-skoler over hele landet.
Det sociale liv til daglig glider meget nemt, nigériens er gode til at tale med folk fra andre etniske grupper. Og der er sociale mekanismer, som tjener til at undgå konflikter. Der findes ”joking-relationer” mellem etniske grupper to og to. De laver sjov og siger vitser til hinanden, mens de klasker hænder : ”I er vores slaver !” griner Kanuri og Fulbe til hinanden, og modparten svarer altid : ”Nej det er JER, der er vores slaver , ha-ha!”. Zarma og Tuareg har et lignende drille-forhold. Sådan nogle drille-forhold er opstået mellem grupper, som tilbage i historien førte krig mod hinanden og forsøgte at erobre territorier.
Der er mange ægteskaber på tværs af etniske grupper, især i den fastboende del af befolkningen. Og i storbyer mellem uddannede er det almindeligt. De folk, som holder sig til egen etniske gruppe er især de mest nomadiske stamme-folk, som Wodaabe og Mbororo’en. De har strenge regler for indgåelse af ægteskab. Det er sværere med ægteskaber på tværs af bonde-nomade, med hver sin livsstil.
Angående de etniske forhold i Niger : det er især kvinderne, som vedligeholder og fører de specielle etniske træk videre. Specifikke etniske pige- og kvinde-frisurer, dragter, smykker, husgeråd, sange og talemåder. Mænd af de samme etniske grupper er langt sværere at kende fra hinanden. De fleste mænd bærer lang kjortel og kalot, og mange rager sig skaldede. Mænd indgår i pan-etniske relationer, som også er muslimske og hører staten til. Kvinder, som holder sig mere indenfor hjemmets fire vægge og i det lokale nabo-lag, fører også snarere de etniske kendetegn videre.
Når et brudepar bliver gift og kvinden og manden kommer fra hver sin etniske gruppe, hænder det ofte at børnene bliver ”hausa ’iserede”. De taler hverken farens eller morens sprog, men fællessproget hausa. Således bliver der flere og flere mennesker i Niger, som taler hausa til daglig.
