Politik
Fattigdomsbekæmpelse og økonomisk vækst
Af Jean-Pierre Zafiryadis
Økonomisk vækst og fattigdomsbekæmpelse hænger tæt sammen. Den fattigste del af befolkningen kan kun forvente at se deres samlede levevilkår forbedret i en kontekst af økonomisk udvikling. I mere end ti år har Niger oplevet en økonomisk stagnation for ikke at tale om en direkte økonomisk nedgang inden for en række områder. Den situation kan henføres til en række vilkår, herunder de vanskelige makroøkonomiske vilkår for hele regionen, den faldende efterspørgsel efter uran og svækkelsen af kontinuiteten i statens indsats som følge af den manglende politiske stabilitet i halvfemserne. For et land som Niger er der to veje til økonomisk vækst. Den ene er den økonomisk vækst der genereres gennem indvindingen af råstoffer (olie, uran, guld, kul mm.) og eventuelle større regionale projekter så som den gasledning tværs gennem Sahara. Den anden form for økonomisk vækst genereres ved en samlet udvikling af landets produktivitet. Begge former for vækst forudsætter stabilitet og kontinuitet i den statslige indsats.
Hvad den første form for økonomisk vækst angår har Niger oplevet en sådan situation efter 1974 takket været landets uranressourcer. Erfaringen høstet i den periode var at den nigerske stat var velfungerende, idet indtægterne bidrog til at sikre statens økonomiske grundlag. Men trods en række udviklings- og infrastruktur- projekter iværksat for at sikre en økonomisk væsk må man konstatere at udviklingseffekten forblev begrænset. Alle regeringerne i Niger siden 1970’erne har lagt vægt på at fremme den form for økonomisk vækst, men trods en række potentialer inden for uran, olie og guld, har de internationale markedsvilkår kombineret med landets geografiske placering ikke tilladt i nyere tid en særlig gunstig udvikling.
En økonomisk vækst baseret på en samlede forøgelse af produktiviteten vil kunne gradvis bidrage til en forbedring af vilkårene for store grupper af befolkningen. Desværre også på det punkt ligger der mange hindringer i vejen som skal overvindes. Landbrugs- og kvæg- produktionen udgør landets vigtigste produktionsområde. Men selvom Niger oplever misvækst nogle år er en udvidelse af produktion ikke tilstrækkelig til at sikre en økonomisk udvikling. De fleste år vil en udvidelse af produktionen blot føre til faldende priser. Paradokset er at Niger i stigende grad importerer fødevarer og andre dagligvarer fra nabostater og fra resten af verden. Disse forhold er meget markante for småbyerne og Niamey.
Der er meget langt fra den enkelte nigerske producent at føde- og håndværks- varer til nogle af de potentielle forbruger i de nigerske bysamfund. Afstanden er her ikke kun et simpelt søgsmål om fysisk afstand men også mangel på mellemled der opkøber og distribuerer de nigerske produkter, deres kvalitet og stabilitet af forsyningen, den måde de er forarbejdet på og præsenteret (pakket) på osv. Selv i landområderne efterspøger man i stigende omfang importerede produkter og i nogen tilfælde er der tale om forarbejdede produkter hvor selve råvarerne dyrkes eller kunne dyrkes i Niger. En af årsagerne til at den ellers så dynamiske uformelle sektor ikke spontant har prøvet at danne bro mellem producenterne af føde- og håndværks- varer, er at konkurrenceforholdet til de importerede varer ofte ikke tillader en reel fortjeneste. Mange af de fødevarer der importeres fra USA og Europa er stærkt subsidieret således at de som udgangspunkt ikke er dyrere end de lokalt producerede produkter selv når man tager hensyn til transportomkostningerne. Dertil kommer at visse lande i regionen har åbnet op for import blandt andet gennem internationale NGO’er af grundfødevarer til priser under det lokale markedsniveau for at fastholde en lav pris på disse fødevarer af politiske grunde. Det er tilfældet for ris hvor de nigerske producenter har svært ved at få økonomien til at løbe rundt trods optimale produktionsbetingelser og en produktion af ris af god kvalitet. Endelig er konkurrencen med det nigerianske marked vanskelig at hamle op med, da handlen henover grænsen bidrager til at sikre nigerianerne adgang til CFA Fr.
Niger har en utrolig rig kuntshåndværkstradition, men produkterne har kun i begrænset omfang fundet vej til brede forbrugergrupper som substitution for importerede produkter. Det kan skyldes en mangel på produktudvikling, modefænomener hos brugergrupperne. En sådan produktion kunne ellers give anledning til et eksportpotentiale i regionen og på oversøiske markeder.
Trods alle disse vanskeligheder kan Niger noterer nogle få succeser: historier som viser at selv et meget fattigt land kan gøre sig gældende. Sammen med det traditionelle kvægområde er løgproduktionen et af disse eksempler. Men en reel forhøjelse af den nationale produktivitet vil kræve en lang og målrettet politik som kan fremme udviklingen af de manglende led i kæden fra producent til forbruger både i form af produktudvikling, produktforædling, produktopkøb og distribution samt opkvalificering af alle de nødvendige former for arbejdskraft, så at kvalitet og produktivitet kan sikres. Det vanskelige for et land som Niger er at det råder over meget få redskaber til at gennemføre en sådan politik.. Den unfair internationale og regionale konkurrence er vanskelig at gøre noget ved, landets ressourcer til uddannelse, produktudvikling osv. er begrænset, afstandene i landet er store, og den private sektors udviklingsvilkår vanskeliggøres af både nationale makroøkonomiske vilkår og institutionelle forhold. En indsat forudsætter således en langsigtet indsat hvor der sættes ind parallelt på mange områder som selv i vores del af verden ikke har nemt ved at samarbejde. Niger er i gang med at påbegynde en sådan indsats, men uanset indsatsens omfang kan man ikke forvente resultater på kort sigt.